I en travl hverdag kan det være fristende at blive længere på jobbet og udskyde aftensmad og turen i fitnesscenteret til sidst på dagen. Ingen af delene er dog særligt gavnlige for kroppen, tværtimod.
Spiser du aftensmad meget sent, forstyrres din krops rytme, fordi den skal optage energien fra måltidet samtidig med, at du forsøger at geare ned og falde til ro. Det harmonerer ganske dårligt, og du kan risikere at bruge lang tid på at falde i søvn, fordi de mange processer, din krop er i færd med, forhindrer dig i at falde til ro. Sene aftensmåltider kan også resultere i, at du vågner om natten, fordi eksempelvis din lever har sværere ved at leve op til sin funktion, når du sover og altså kommer til at “vække” dig.
Styrketræning sent på aftenen er heller ikke anbefalelsesværdigt, da det ligesom større, tunge måltider sætter gang i nogle processer i kroppen, der gør det svært at slappe af. Når du lige har trænet, er din krop fyldt med stresshormoner, og det tager lang tid at komme af med dem. Derfor vil træning kort før sengetid blot gøre det sværere for dig at falde i søvn, da du udover dit eget, mentale stress, stadig har kroppens stress, som det er svært at komme af med. Det anbefales, at man træner tre-fire timer, før man har tænkt sig at sove.